I Frostens Favntag

                                           Frosten lægger sig som et langt hvidt lag der ingen ende vil tage. At gå i den er som at hoppe ind i en drøm

                                           med hvidt lys overalt omkring dig. Drømmen indeholder kulde der kærtegner din hud, strømninger af lys,  

                                           glimtende landskabe, en stemning som er helt speciel og dalende sne. Intet er mere poetisk end dalende sne

                                           hvis den daler på den rigtige måde, og det rigtige sted. 

                                           I disse dage ville jeg ønske at jeg kunne lukke mig inde, eller ude. Indenfor i brændeovns varmen, eller udenfor

                                           i de smukke omgivelser. Jeg er splittet.